- ► Sideindeks
Hollænderskoven
Skovens historie hænger en del sammen med en gård som ligger sydøst for skoven. Den hedder Lundagergård og er en meget gammel gård. Den havde i starten af 1800-tallet haft mange ejere og var noget forfalden. I 1821 blev den imidlertid købt af en ung mand fra Vilslev, Jens Nielsen.
Jens Nielsen var kendt som manden med den ukuelige vilje og store dygtighed. Han blev født 1785 I Vilslev i små kår, og som andre børn af fattige hjem måtte han af og til ud for at tigge og senere for at tjene. Han brød sig ikke om det og blev tavs og indesluttet.
Måske derfor meldte han sig til Napoleons hær, som lokkede med gode kår for soldater. Efter nogle år vendte han hjem til Vilslev, men talte aldrig om sine oplevelser i det fremmede.
I 1821 købte han Lundagergård og giftede sig med datteren ( Gyda Marie ) på gården. Folk talte om at han havde haft krigsbytte gravet ned i Frankrig. Andre mente at han havde sat penge i et Hollandsk skibsrederi, og deraf fik han navnet Hollænder. Tilnavnet gav også navn til skoven, som hørte til gården, og derfor hedder den i dag Hollænderskoven.
Dammosesøen
Søen har en størrelse på 2 ha. og en maksimaldybde på ca. 2,4 m. Søbredden er jævnt skrånende, og bunden overvejende fast. Der er et åbent reguleret afløb i søens nordøstlige hjørne.
Søen har været opdelt i lodder og udmatrikuleret på mange ejendomme i området. Ingen vidste nøjagtig hvor ens lod lå, men man havde retten til at grave tørv ( klyne ) der. For at der kunne graves tørv, blev søen om sommeren tømt for vand med en dampsnegl ( en snegl drevet med en dampmaskine), da der ikke var elektricitet til rådighed. Så vidt vides har der ikke været gravet tørv i Dammosen efter 2. verdenkrigs afslutning. Søen har siden været brugt i hårde vintre som skøjtebane for ungdommen.
Området omkring Dammosesøen lå uplejet hen, og folk var begyndt at bruge det til aflæsning af byggeaffald m.m.
Omkring 1970 fik lodsejerne et tilbud fra Bramming Kommune, der gerne ville købe området. Det var alle med på. Lodsejerne fik et symbolsk beløb mod at kommunen afholdt alle omkostninger til retablering af området.
I dag er området et offentligt rekreativt område som kan benyttes af alle. En gåtur omkring søen kan bestemt anbefales - ikke mindst i efteråret, hvor skoven står flot og gylden.
"Hollænderen"
Jens Nielsen blev født i Vilslev i 1785 i små kår. Det var ikke ualmindeligt at børn der voksede op i fattige familier, skulle bidrage ved at indsamle fornødenheder, og kunne dette ikke ske ved at naturalier byttedes med arbejde, måtte børnene rundt til omliggende gårde og tigge. Der kunne således samles tilskud til den daglige husholdning i form af mælk og måske lidt brød.
At arbejde for føden var ikke noget der var den lille Jens Nielsen imod - derimod kunne han ikke lide at tigge, og han blev tavs og indesluttet hvilket holdt ved også efter barneårene.
Han holdt sig orienteret om hvad der foregik ude i den store verden, og især var han interesseret i den lille Napoleon Bonaparte, og hans hær.
Han hørte at der i Napoleons hær var gode forhold for soldaterne, og begav sig afsted for at tilslutte sig denne.
Det var almindeligt at soldaternes løn var en delvis fast løn og delvis hvad soldaterne selv kunne skaffe sig.
Det skulle vise sig at han var god til at hjælpe med til at supplere føden når sulten gæstede armeen, og han var god til at være til stede når krigsbytte skulle fordeles.
Efter nogle år i krigstjeneste forlod han hæren og vendte tilbage til Vilslev.
Han talte ikke om sin tid i hæren og om hvad han havde oplevet.
Da der var gået godt et halvt år, gik der rygter om at han havde købt Lundagergård og skov og at han skulle giftes med datteren på gården - og så drog han på langfart i en måned.
Der blev talt om at han skulle hente krigsbytte han havde gravet ned i Frankrigs jord, og andre mente at han havde investeret i et hollandsk rederi, og nu skulle hente udbytte derfra. Dette gav ham tilnavnet "Hollænderen" og dette tilnavn blev videreført i navnet på gården og skoven - "Hollændergården" og "Hollænderskoven".
Det var i 1821 og selvom udbetalingen ikke var ret stor var det i datiden dog en betragtelig sum.
Ret hurtigt efter at han havde overtaget den store Lundagergård begyndte han at nedbryde den ret forfaldne gård. En ny blev opført af sten der blev brændt på et lille teglværk han lod opføre på en mark tæt på gården.
"Hollænderen" var en aktiv mand med en stor og veldrevet gård. Fra mosen blev gravet tørv. Der blev gravet grøfter og jorden blev merglet. Han startede skovdrift og der blev i stor stil produceret kartofler. Selv biavl beskæftigede han sig med.
Gården
Ved en auktion i 1786 købte den unge Friederich Gersdorf, Kjærgård hvortil der stadig hørte noget bøndergods. På hovedgårdens jorder lå der fire store gårde: Alsbrogård, Frøsiggård, Thinghusgård og Lundagergård.
I 1789 fik han tilladelse til at udstykke hovedgården. Han valgte at sælge det hele samlet til 2 mænd fr Fanø. Gårdene blev herefter videresolgt til fæsterne.
Lundagergård var nu en selvejergård og den blev overtaget af den forhenværende ridefoged på Kjærgård, Niels Christian Helle.
Omkring ti år senere blev gården solgt til en forhenværende herremand, Lars Malle.
Lars Malle evnede ikke at drive gården, og kom i gæld til Fru Irminger fra Ølufgård ved Varde. hun overtog gården mod at Lars Malle fik restgælden eftergivet og mod at han fik et stykke af gårdens jord.
Fru Irminger solgte gården til ritmesterv Lachendorf som nu blev nabo til den forrige ejer, Lars Malle.
Efter Lachendorf ejedes gården af Niels Svendsen, og herefter af Andreas Holm.
Vi er nu nået til 1821, og i de godt 30 år der er gået, har gården haft 7 forskellige ejere - fra Friederich Gersdorf til Andreas Holm.
Den ottende ejer er Jens Nielsen (Hollænder) fra Vilslev, som ikke blot overtager gården, men også datteren på gården.
Gården oplevede nu fremgang. Bygningerne blev fornyet og gården tillagdes mere jord, jorden blev forbedret og der blev drevet skovdrift.
Gården blev overtaget af Jens Hollænders nu voksne søn, Niels Hollænder for 800 rigsdaler, og Jens blev boende på gården i aftægt indtil sin død i 1860.
Med Niels Hollænder var de gode tider for gården forbi. Ikke fordi han udygtig, men i årene efter overtagelsen blev det hårde tider for landbruget.
I 1830'erne steg kornpriserne internationalt. Det blev begyndelsen til den såkaldte kornsalgsperiode, en lang højkonjunktur for det danske landbrug. I 1846 afskaffede Storbritannien sin høje importtold på korn, og kornsalget voksede kraftigt, og det samme gjorde eksporten af kødkvæg til Tyskland. Fra 1800 til 1870 steg eksportandelen af det danske landbrugs værditilvækst fra 10 til 30%.
Fra omkring 1860 begyndte et fald i kornpriserne på grund af at der strømmede billigt korn til Vesteuropa fra Nordamerike og Østeuropa, på grund af de nye transportmuligheder som jernbanen og skibstrafikken tilbød.
Det var nye tider i det danske landbrug med andelsbevægelsens fremkomst, men de nye og bedre tider oplevede Niels Hollænder ikke. Han var en svagelig mand og døde af lungebetændelse og fik dermed ikke de lysere tider som landbruget så imøde.
I Ribe Stiftstidende kunne man 9. december 1895 læse at møller N. Poulsen havde solgt en ejendom i Bramminge, kaldet "Landbohjemmet" til møller D. Bech, Hunderup for en købesum af 13.000 kr. og at denne atter har solgt ejendommen til N. Hollænder, Lundagergaard for en sum af 14.000 kr. til overtagelse pr. 1. maj 1896.
I en del år blev gården drevet videre af børnene og enken.
En tordensvejrnat i 1899 brændte gården og en ny stor flot gård blev bygget. Men det gik ikke.
I Jyllandsposten d. 2. februar 1904, kunne man læse at der i Overretten i Viborg var afsagt dom mod Enkefru Hollænder og hendes søn, Gundahl Hollænder, hvor de dømtes til at betale henholdsvis 2143,58 kr. og 1412,98 kr. for varer leveret af Ribe Trælasthandel (i likvidation) samt for kontante lån. De var tidligere ved Underretten blevet dømt til også at betale procesomkostninger på henholdsvis 60 kr. og 512,98 kr. Dog blev der i Overretten frafaldt en mulkt som Fru Hollænder var blevet idømt for unødig trætte.
I Ribe Stiftstidende d. 16. april 1904 blev der annonceret tvangsauktion over Niels J. Hollænders enke, Ane Marie Hollænders ejendom Lundagergård. Ejendom og indbo kunne beses indtil auktionen d. 5. maj.
Tilsyneladende lykkedes det ikke at sælge ejendommen, for d. 27. august 1904, kunne man i Vestjyllands Socisldemokrat læse at Lundagergård var solgt af Vest- og Sønderjyske kreditforening til Hans Nissen af Vilslev for 22.000 kr. til straksovertagelse.
I 1916 blev gården købt af to mænd fra Kolding, der gav gården en hård medfart. Jord blev solgt fra, besætningen blev reduceret og skovens træer blev solgt til fældning.
I 1918 køber Chresten Hemme gården, begynder et stort arbejde med at tilplante skoven og med at opdyrke mosen syd for gården. Efter krigen blev et område fra gården og over til skoven ryddet, og gjort til agerjord. Skoven blev gjort til fredsskov og yderligere tilplantet.
I 1947 køber Helge Øllgård gården, og driver den videre med en stor og god kvægbesætning. Da planerne omkring en omfartsvej omkring Bramming indebærer at ejendommen gennemskæres af vejforløbet, sælges gården og skovenved en ekspropriation.
Derefter købte Helge Øllgård gården tilbage og startede en ny driftsform med en svinebesætning. Skoven blev senere solgt til Bramming kommune.
I 1987 blev ejendommen solgt til Ove Christian Jensen og Lone Lindberg Hansen.
Skoven
Historien om de danske skove er også historien om menneskelig ubetænksomhed.
For 15.000 år siden var det meste af Danmark dækket af is. Kun Vestjylland var isfrit. Derved blev Danmark delt i to områder med vidt forskellige jordtyper:
- Vestjylland med en sandet og næringsfattig jord.
- Og Østjylland og Øerne med en leret og frodig jord, hvor træer vokser hurtigere end i Vestjylland.
Efter sidste istid bredte Europas skovtræer sig langsomt mod nord. Det resulterede i, at Danmark omkring 5.000 år f.Kr. var dækket af en urskov, som bestod af blandede løvtræer.
Først dominerede træer som birk, asp og skovfyr, senere hassel, elm, lind, eg, el, ask m.fl. Bøgen indvandrede først omkring 1500 år f.Kr.
Bævere, vildsvin, elge, krondyr og urokser var talrige og satte præg på skovens udseende, og der var et betydeligt islæt af moser, sumpe, kildevæld og søer.
Imidlertid har skovrydning siden agerbrugets indførsel 4-5.000 år f.Kr. og omfattende dræning siden det 18. århundrede ført til, at de oprindelige skove næsten er borte. Samtidig er næsten alle de store vilde pattedyr, som påvirkede skovene, blevet udryddet.
Omkring 1200 e.Kr. var Danmark blevet et landbrugsland. På det tidspunkt var der ikke mere nogen skove, der ikke var påvirkede af mennesker. Skoven havde en central plads i danskernes tilværelse: Den sikrede træ til huse, skibe, vogne og redskaber. Mindre træer blev fældet og brugt til hegn omkring markerne. Og så leverede skoven brænde – det eneste som man kunne varme op med og lave mad ved dengang.
Hvert efterår sendte bønderne deres svin ud i skoven, hvor de åd sig fede i de agern og bog, der skulle spire til nye træer. Og mange af de træer der alligevel voksede frem blev holdt nede, når kvæget græssede i skoven om sommeren.
Alt dette var mere end skoven kunne tåle. Den blev brugt intensivt og kortsigtet, og der kom ikke ny skov efter den gamle. Skovrydningen medførte at den magre jord i Vestylland groede til med lyng – så der blev skabt hede. Det gav store problemer med vind og sandflugt.
Fredningsforsøg
I august 2015, blev der indsendt en DVD til Danmarks Naturfredning med en hel del materiale. Herunder ses en lille del af materialet. Billeder i afsnittet er af Claus Nissen.
Desværre ligger fredningssagen stille - den befinder sig nok i en bunke af fredningssager der ikke har har haft høj nok prioritet til at være under behandling.
Det gør vel heller ikke så meget, så længe der ikke er nye attentater på vej mod skoven.
I mellemtiden kan man glæde sig over at Hollænderskoven nu har Esbjerg kommunes sjette registrerede evighedstræ. Det er et projekt som biolog Carsten Mathiesen, er initiativtager til. Projektet går ud på at disse træer får lov til at stå og ældes.
Herved kan træet nå at få dybe revner og sprækker samt huller til gavn for fugle og dyrelivet, og svampe kan tage for sig af træet. Insekterne vil stortrives og dermed være føde for fugle, som desuden kan finde redehuller eller lave dem selv i det frønnede træ. Biodiversiteten på og omkring træet vil derfor øges. Mange af vore arter knyttet til de gamle træer er under kraftigt tilbagetog og er blevet sjældne. Heldigvis ses der i Hollænderskoven mange træer der - selvom de ikke er udnævnt til evighedstræer - får lov til at ligge hvor de er faldet, såfremt de ikke er til fare eller gene.
Der vil blive opsat et evighedstræ-emblem og en informationstavle ved træet.
De meget kraftige storme der var i årene før og efter år 2000, var meget hårde ved mange træer. Således også ved Taterbøgen der stod i det sydøstlige hjørne af Hollænderskoven og efter 2004 ikke mere stod med kronen mod himlen.
Taterbøgen var en mægtig bøg - næsten 2 meter tyk og med en højde af 25 meter. Kronen bestod af 6 meget store grene der foldede sig ud til alle sider. Træet var flere steder frønnet og mosgroet.
Lokale overleveringer fortæller, at taterne i gamle dage havde indrettet sig en bolig mellem træets vældige grene, hvilket nok har været muligt. Måske er der snarere tale om at de har holdt til ved træet, eller har haft deres festplads omkring det, som tilfældet har været andre steder, og at det derfor i folks bevidsthed er knyttet sammen med taterne.
Hollænderskovens originaler
Den 23. januar 1826 fødtes Andreas Christian Ludvig Handberg i et hus i Nørregrandelaug (Grandelaug er oprindeligt en opdeling af Darum, som bestod af Søndergrandelaug, Midtgrandelaug og Nørregrandelaug, hver af disse udgjorde et lille samfund i sig selv), hvor Enevold Spink boede. Moderen betegnes i Darum kirkebog som omløberske (betlerske, tiggerske uden fast bobæl), og udlagt som barnets fader blev omløber Ludvig Handberg fra Brede.
For at moderen ikke skulle løbe bort fra barnet, lod sognets mænd holde vagt over hende, indtil hun blev så rask, at hun kunne rejse med Barnet.
I henimod 40 år hørte ingen i Darum fra Hr. Handberg, og begivenheden var ved at glemmes; men en skønne dag kommer han anstigende med kone og børn som tilhørende Darum Kommune. De fik logi i fattighuset, som den gang lå inde i byen.
Hvor han havde flakket om i den mellemliggende tid er ikke godt at vide. Han talte bedre tysk end dansk, og det er mest sandsynligt, at han har været i følge med omrejsende komediantspillere.
Han kunne nemlig danse som nogen balletdanser, spille på harmonika og fløjte eller synge dertil med stor færdighed. Ordentligt arbejde havde han vist aldrig taget sig for. Da Darum Kommune i 1867 havde købt part i fattiggården Kjærgård, skulle de fattige flyttes derned, og Handberg med familie naturligvis også. Men dette var ham ikke tilpas; så ville han hellere forsørge sig selv. Han gravede sig ned i en bakkeside på Darum Mark og opslog sin residens der. Hans kone, Ane Elisebet (født Hansen), “Lisbet Handberg”, som andre folk kaldte hende, men “Kommandøren”, som han selv kaldte hende, var født i Flensborg, og de havde to døtre - Andrea Viktoria og “Siska” (Doris Krestine Fransiska Handberg) - og en søn, Andreas Christian som døde et halvt år gammel i 1865. Med hele Familien tog han bolig i jordhytten, der havde så lav en dør, at et almindeligt voksent menneske måtte omtrent gå dobbelt for at komme derind, og som foruden forstuen, der også var hønsehus og køkken, kun havde et værelse (dagligstue og sovekammer), som var opfyldt med en så uhyre mængde sager, at det næsten ikke var muligt at komme derind.
Herfra drog han så ud både i sognet og de omliggende sogne og spillede og dansede for folk, når han mente, der kunne gøres mønt derved, og når dette ikke var nok, drog han rundt i egnen på tiggerfærd.
Siska
Andreas Handberg blev begravet på Darum kirkegård, hvor også resten af familien ligger begravet.
Franciska plantede en blodbøg fra Hollænderskoven ved graven. Hvert år til faderens fødselsdag (og vistnok også til jul) hængte hun en blodpølse op i træet. Blodpølse havde været faderens livret. Træet blev derfor kaldt “Blodpølsetræet”
Hytten de havde boet i kom på auktion, men det var småt med buddene, og da sognet havde krav i boet da familien havde været på fattighjælp, stod sognet nu som ejer af hele herligheden. Sognet videresolgte ejendommen til Siska for et symbolsk beløb, men nu var Siska i knibe for hun havde ingen betalingsevne - men betalingsvilje havde hun, så hun skrev et brev til Stiftamtmanden i Ribe og klagede sin nød. Skriftsproget fulgte hverken datidens eller nutidens retskrivningsregler, men meningen var tydelig nok - hun ville låne penge, for hun var bange for at de ellers ville sælge hendes ejendom igen. Men hverken amtet, Stiftamtmanden eller sognet ville låne hende penge. Hytten havde længe været en torn i øjet på Sognerådet. Ikke fordi folk der gæstede skoven slog et smut forbi for lidt underholdning, men fordi hytten også var smugkro og tiltrak “uheldige elementer”. Siska stod nu formelt som ejer af hytten, men havde ikke råd til at bebo den, og skulle derfor finde egnet bolig andetsteds.
Kratskellet
Vi begynder historien om Kratskellet med en dagbogsberetning fra nogle gæve spejdere der en decemberdag lige tog en gåtur fra Esbjerg til Hollænderskoven og retur.
Division Esbjerg KFUK spejderne havde en hytte på Fanø, som blev solgt først i 1970’ erne da der kom for mange sommerhuse rundt om spejderhytten. Sommerhus beboerne klagede over larmen fra pigerne og spejderne kunne ikke længere lave løb på egen grund.
For pengene blev "Sommerhuset" i Darum købt. Spejderne lavede en navne konkurrence og vinder-navnet blev "Kratskellet". Den stråtækte bygning blev senere kaldt "Krathuset". Huset var købt med indbo, der kom på auktion. For auktionspengene lavede spejderne et langt vinkel-spisebord med bænke i stuen og madrasser på loftet så spejderne kunne overnatte der.
I annekset blev der indrettet to patruljehytter; et rum per patrulje med en stor madras hvor alle kunne sove. Ved huset var der en swimmingpool.
Rundt om swimmingpoolen var der en meget flot have med låge ind til haven. Der var roser buske, frugttræer og syrener.
Forældrene var utrygge ved swimmingpoolen så første år sattes et hegn omkring poolen, hvor spejderne så kunne sidde og slentre snore af uldgarn og andre weekend-aktiviteter.
Da det ikke var nok blev swimmingpoolen fyldt med sand og herover jord og så blev der sået græs.
De store KFUK spejdere hjalp med at beplante marken ned mod Hollænderskoven så der i løbet af 1970’ erne blev dannet fire patrulje lejre (ude-rum af læhegn) så patruljerne kunne booke et område til en patrulje-lejr.
Darum Børneby
I 2020 overtog Darum Børneby ansvaret for Kratskellet. Det er nu en udeskole.
Udeskole bygger på, at en del af skolehverdagen flyttes ud i nærmiljøet, hvor børnene anvender den teoretiske viden og de færdigheder, de opnår igennem undervisningen i klassen, ude i relevante omgivelser. Eller de opnår teoretiske eller praktiske indsigter ude, som de kan bearbejde og videreudvikle i klasselokalet.
Esbjerg kommune er med i et 3 årigt forsøg der startede i 2022 - et tre år langt frikommuneforsøg i kommunens folkeskoler – også kaldet Velfærdsløftet. Det bliver spændende hvordan faciliteterne ved Kratskellet bliver brugt fremover.
Kilder